Frigørelse er frihed til at tænke og handle selvstændigt ud fra
egne overbevisninger dog under nødvendig hensyntagen til ikke at ville skade
vore medskabninger. Når det i alle tilfælde er lige så glædeligt at sige "farvel"
som det er at sige "goddag", da er frigørelse opnået.
At blive fri.
Frihed i tanke, vilje og handling er målet. Men frihed fra hvad? Frihed
fra al bundethed i vores forhold til andre. At være fri og frigjort er ikke
ensbetydende med at vi skal være alene. Samfundet er baseret på familieliv og samværdsforhold
og dette
er fundamentalt i stort set alle livets forhold. Derfor skal dette mønster bibeholdes. Når vi
lever i familier og parforhold er der dog en risiko for, at vi får besiddertrang.
Med andre ord søger vi hver især at hævde vores ret uden at tænke over at modparten rent
faktisk har ligeså meget ret som vi selv - men set ud fra en anden livserfaring.
Afhængig af styrkeforholdet kan det endda ende med at den svage part indordner sig med deraf
følgende psykiske problemer.
At være frigjort er ret beset at vi skal lære at være os selv sammen med andre. Vi
skal lære sammen at vokse hver vores vej. Vi skal indrette os under de forhold som vi
bevidst eller ubevidst har valgt. Frigørelse er altså ikke at indordne sig. At
indordne sig giver ingen udvikling. Er det ikke for os den optimale situation vi sidder i,
bør vi derfor bringe forholdende til et niveau, hvor det for os er optimalt. Stadig med
behørig hensyn til det ansvar vi påtager os over for andre i en hvilken som helst af livets
situationer.
Frigørelse er accept af den øjeblikkelige situation men frigørelse er også pligten til
om nødvendigt at gøre den bedre.